Vores klub
Velkommen til Hadsund Håndboldklub
Klubben er en del af Hadsund Boldklub. Vores primære mål er, at vores medlemmer i fællesskab skal have nogle lærerige og sjove stunder i hallen. Samtidig må det også være udfordrende at gå til håndbold, fordi vi ønsker, at det enkelte medlem har rammerne til at udvikle egne færdigheder.
Vi byder jer velkommen i klubben, og vi glæder os til, at jeres barn bliver en del af vores klub, som i høj grad bygger på smil, glæden ved at spille håndbold, holdfællesskabet og det at støtte hinanden.
Vi opfordrer til åbenhed og ærlighed fordi vi ønsker, at Hadsund Håndbold skal være et positivt miljø for alle, så ingen bliver glemt eller overset. Husk den gode tone – også på de sociale medier.
I har sikkert nogle forventninger til klubben, men som klub forventer vi også lidt af jer som medlemmer og forældre.
De næste sider indeholder praktiske oplysninger og sætter flere ord på klubbens forventninger, så vi sammen kan skabe de gode rammer.
Vores vision
Vi har som klub følgende fokus:
- Det skal være sjovt, udfordrende og lærerigt at være spiller.
- Det skal være sjovt og givende at være træner. Uden glade og engagerede trænere, der bakkes op af forældregrupperne, kan vi ikke skabe de bedste rammer for spillerne.
- Vi ønsker åbenhed og ærlighed over hele banen. Spillere, forældre og trænere skal have oplevelsen af, at have ret og pligt til at komme med forslag til aktiviteter, forbedringer samt ris og ros.
- Desuden er vi en klub, der drives af frivillige og sponsorer, som i fællesskab arbejder for at skabe de bedste rammer for en nærværende og rummende håndboldklub i lokalsamfundet.
Forventninger til dig som spiller og forældre
Som spiller i HB Håndbold forventer vi, at du:
- Møder op til træning med godt humør og til aftalt tid
- Viser din(e) træner(e), medspillere og dommere respekt
- Bidrager til et godt klubliv
Som forældre til en spiller i HB Håndbold forventer vi, at du/I:
- Du skal holde dig opdateret om sæsonens kampdatoer via ”Håndbold”-appen (Her kan du også finde anden nyttig viden fra Dansk Håndbold Forbund, DHF)
- Du skal vaske spillertøj 1-2 gange pr. halvsæson
- Du skal køre til kampe/stævner og bidrage til samkørsel
- At du kommer forbi og tager en snak med holdets træner (Det er vigtigt at hilse på dit barns træner)
- At du bidrager aktivt til, at vi som klub værdsætter de 10 forældrebud
- Hjælper til i klubben med mindre opgaver, fx:
- Tidtagning ved hjemmestævner
- Vagter ved Hop & Leg
- Vagter ved sponsor-arrangementer (fx stå ved Brugsen med OK)
- Deltage i arbejdsdag
- Vaske overtrækstrøjer